-

Drivhusene

Lad mig indrømme det med det samme: Jeg er vildt betaget af drivhuse. Så meget, at jeg har skrevet et par bøger om emnet og lavet tv-udsendelser om fortryllende glashuse. For det er ren magi, at drivhuse ved blot nogle få solstråler får både temperaturen og humøret til at stige adskillige grader.

Selv har jeg ikke mindre end tre huse på henholdsvis tredive, fyrre og halvtreds kvadratmeter. Først og fremmest er de uundværlige til dyrkning af planter og til vinteropbevaring af sarte vækster (to af husene er nemlig vinteropvarmede). En anden stor fordel ved drivhusene er, at de også er stemningsskabende elementer i haven.

Det victorianske drivhus

Dette drivhus på tredive kvadratmeter var det første, jeg fik bygget. Allerede på en af mine tidlige ture til England blev jeg forelsket. Det var på Hampton Court Palace Flower Show, hvor mange engelske drivhusfirmaer udstillede. Udvalget var imponerende, men da jeg kom til Hartley Botanic, faldt jeg straks for dette victorianske drivhus i mellemstørrelse. Det passede perfekt til mit behov. Og modellen, der var skabt til en muret sokkel, opfyldte mine hedeste drømme.

Huset blev bestilt, og hjemme igen fik jeg fat på en murer, der opførte soklen bag villaen, og da den stod klar, ankom huset fra England. Det blev leveret halvsamlet på en lille lastbil, og chaufføren og en passager stod ikke alene for transporten, men var også montører. I løbet af et par dage var huset klar til indvielse, og jeg må sige, at det er en af de bedste gaver, jeg nogensinde har givet mig selv.

Drivhus-ateliet

Bag villaen, i det nordvestlige hjørne, havde vi fra begyndelsen en parkeringsplads. Men efterhånden som der kom flere og flere krukker til, måtte bilerne vige pladsen og blev i stedet parkeret nede ved vejen. Samtidig besluttede jeg mig for at fælde nogle gamle tujaer, der havde vokset på stedet, fra længe før vi flyttede ind. Da træerne var fældet, stod det mig hurtigt klart, at der her kunne ligge et tredje drivhus.

Når jeg går i gang, er der ikke så langt fra tanke til handling. Ideen om det nye drivhus opstod i sommeren 2012. Og foråret efter stod det klar.

Denne gang valgte jeg at lade et drivhusfirma stå for opførelsen. Det blev Drivadan, der kom til at løse opgaven. Dette firma har stor ekspertise i bygning af stålkonstruktioner og er storleverandør til for eksempel havecentre, der ønsker et overdækket butiksareal.

Min gode ven og sparringspartner Kjeld Slot foreslog mig at opføre et pyramideformet drivhus, og det var Kjeld, der stod for designet. Han skitserede, og Drivadan tegnede rent. Det fungerede optimalt.

Huset blev fyrre kvadratmeter, og jeg valgte, at det også skulle kunne vinteropvarmes, og derfor blev huset forsynet med energiruder med tre lag glas, og der blev indlagt varme.           

Fra begyndelsen var jeg klar over, at dette hus skulle være til mennesker i højere grad end til planter. Jeg fik monteret glashylder, og snart var det indrettet med vaser og lignende fra gulv til loft. I daglig tale kalder jeg huset for atelieret, for her kan jeg skabe og være kreativ. Det er et herligt univers, og når jeg om vinteren fyrer op i den åbne pejs, er der særlig skønt.

Endelig skal det nævnes, at mine gartnere også flittigt bruger huset, når det til frokost og øvrige pauser er for koldt at sidde ude. Det er ren luksus med sådan et rum.

Allerede efter et par sæsoner voksede jeg ud af det victorianske drivhus, så snart ønskede jeg mig et endnu større hus – et væksthus. Det skulle nemlig være vinteropvarmet, så jeg her kunne opbevare sarte planter i den kolde tid.

Væksthuset

På en plads foran villaen ind mod skoven havde jeg nogle mistbænke, som jeg gladelig droppede for at få plads til endnu et glashus. Hele halvtreds kvadratmeter kunne huset blive, hvis jeg udnyttede pladsen fuldt ud. Og det gjorde jeg … For i samspil med den store villa var det vigtigt, at det nye væksthus ikke kom til at syne for småt.

Jeg ønskede mig et trædrivhus og vidste fra begyndelsen, at huset skulle være unikt og særligt skabt til stedet. Derfor kontaktede jeg et arkitektfirma, som jeg tidligere havde samarbejdet med, og de kom med mange fine løsninger. Blandt andet foreslog de, at taget blev en metalkonstruktion med termovinduer, mens der til resten af huset – inklusive de sprossede vinduer med forsatsrammer – blev anvendt træ.

Om vinteren holder en elektrisk varmeblæser temperaturen på fem-ti grader. Det er helt perfekt.

Havens rum

I dag er der ikke nogen plæne tilbage i haven. Og hvem har egentlig brug for græs. Jeg har ikke; og heller ikke insekterne, der nyder godt af alle havens blomster. Underpunkterne her giver et indtryk, hvordan havens rum og drivhuse tager sig ud.