-

The Sunken Garden

Da vi flyttede hertil, lå der en swimmingpool op mod skoven. Det havde været en fin plads, da den blev anlagt omkring tredive år før, men efterhånden som træerne begyndte at kaste skygge, var stedet ikke optimalt. Vandet var ganske enkelt så koldt, at det ikke var nogen fornøjelse at springe i.

Derfor blev vi på et tidspunkt enige om at droppe poolen og udnytte fordybningen til et nedsænket haverum – der fik navnet The Sunken Garden. Som belægning blev der valgt brosten, og rummet blev omkranset af en bred takshæk og formklippede avnbøgetræer, som jeg fik hjem fra Holland.

Alle vækster i The Sunken Garden (på nær nogle lave takshække) er plantet i krukker, så jeg kan flytte rundt på dem. Det er en hvid have med udelukkende hvide blomster og matchende løvplanter. I foråret er det narcisser og tulipaner, der spiller hovedrollen, mens dahliaer fra højsommeren og resten af sæsonen tilfører rummet frodighed.

Claus Dalbys haveklub

Som medlem af min haveklub har du mulighed for at besøge min have en gang om året. Du modtager desuden månedlige inspirationsvideoer og får adgang til over 200 videoer på hjemmesiden. Endelig bliver du inviteret til foredrag og får rabat på mine bøger.