Du har nu fri fragt til pakkeshop

Emner

Dyrkning af figner

Selv om vore vintre efterhånden er blevet mildere, kan det i nogle egne af landet alligevel være vanskeligt at dyrke figner på friland. Men så er det jo heldigt, at figen trives fint i en krukke, der kan flyttes ind i et drivhus om vinteren.

Figner i krukke

Det er ikke svært at dyrke figen i krukke, hvis man lige ser bort fra det med frostfølsomheden. Den skal kun gødes sparsomt, for hvis man giver planten for megen næring, bruger den krudtet på at sætte blade i stedet for frugter.

Desuden øger det frugtsætningen, hvis busken/træet bliver ‘pint’ lidt. Med andre ord skal man ikke plante om for ofte. Det er bedre, at planten står lidt trangt.

Se og download min Så- og høstkalender her.

Stiklingeformering

Hvis man kender en haveejer med en frodig og rigt ydende figenbusk eller et figentræ med masser af frugt, kan det være en god ide at bede om en stikling. Det er nemlig ret nemt at stiklingeformere figen, og et godt tidspunkt er marts-april: Et 15-20 cm langt skud stikkes i fugtig så- og priklemuld og dækkes med en plasticpose.

Det kan tage op til to måneder, før det træagtige skud slår rod. Når rødderne kan ses gennem hullerne i bunden af potten, er det tid til at potte om i næringsberiget pottemuld.

Figner i haven

På milde steder, for eksempel Bornholm, kan man se imponerende flotte figentræer på op til tre-fire meters højde og bredde. I en krukke bliver de dog ikke over et par meter. Når jeg nævner Bornholm, er det, fordi der findes en bornholmsk sort, der er ekstra hårdfør. Den hedder ‘Smyrna’ eller ganske enkelt ‘Bornholmsk Figen’.

Jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt de mange bornholmske figner, der kan købes på planteskoler og i havecentre rundt omkring, alle er bornholmske. Det er lidt ligesom den lyserøde ‘Dronning Ingrid’-pelargonie, der pludselig blev så populær, at det var umuligt at følge med efterspørgslen. Så blev næsten alle lyserøde pelargonier med ét solgt som ‘Dronning Ingrid’.

Haveinspiration

I middelhavsområdet giver figentræet frugt op til tre gange på et år. Det oplever vi ikke på vore breddegrader. I milde vintre kan de valnøddestore frugter godt overvintre på friland. De modner sidst på sommeren.

Det er også værd at dyrke figen alene for løvets skyld, for bladene er nemlig ualmindeligt smukke og særegne. De kan desuden bruges kulinarisk.
Friske figenblade kan for eksempel anvendes som smagsgiver i is og olie samt til indpakning af fisk før tilberedning.

Hen på efteråret glæder jeg mig også over løvet, der antager den smukkeste gyldne tone.

Læs også om Jordbær i krukker eller se alle Tips & ideer.

Skab hygge med solcelle-lanterner
Du besøger lige nu den danske side.
Klik på et flag for at vælge din lokalitet.