Hvis du handler for kr. 499,00 mere, får du gratis fragt til pakkeshop

Emner

Havens gøremål: August

Lad mig slå det fast: Jeg holder rigtig meget af august. Det er som om, haven vågner op med fornyede kræfter efter juli, hvor der ikke er så megen frodighed. Sådan er det hvert år …

I begyndelsen af juli klipper vi mange stauder ned, og roserne begynder også at takke af efter et overdådigt juni-flor. Og så er det her i august, at det store klippearbejde lønner sig. Alle de nedklippede stauder har fået nyt og frisk løv, og de tidligste roser er igen i fuldt flor, mens de senere blomstrende roser står med hundredvis af knopper.

Se Beskæring af roser.

Nyd dahliaerne

Havens krukker bugner, og noget af det, jeg nyder i august, er de smukke dahliaer/georginer. ’Sensommerens tulipaner’ kalder jeg dem. Det lyder måske lidt kryptisk, men handler om, at ingen anden blomst her i sensommeren kan frembyde så mange klare farver som netop dahliaerne.

Her er jeg flittigt ude med saksen for at klippe ind til buketter. For som nævnt flere gange før, handler det om at holde floret i gang. Vi skal forhindre planterne i at sætte frø. Gør vi det, danner de til stadighed nye knopper og blomstrer helt til frostens komme.

Se Dyrkning af Dahlia.

Lav nye planter

En af mine største fornøjelser er at ’lave’ nye planter. Blandt andet fra frø, og derfor høster jeg ind her i sensommeren og efteråret. Nogle er allerede klar; for eksempel den fine mandstro. Her klipper jeg hovederne af, lægger dem i en kasse med en avis i bunden og stiller dem ind i drivhuset. Dér er lunt og godt, og det betyder, at hovederne tørrer, og frøene frigives. Senere kommer jeg frøene i kuverter, skriver navn på og lægger dem i køleskabet, indtil de skal sås.

Nogle gange når jeg ikke at høste frøene, inden planterne selv kaster dem. Det gælder for eksempel iris, som jeg blandt andet dyrker i krukker sammen med hosta. De fineste små planter er dukket op i gruset nedenfor krukkerne. Dem vil jeg grave op og plante i individuelle potter.

Også de placeres i drivhuset til næste forår, hvor jeg så vil plante dem ud. Enten i bed eller krukker.

Flyt planter og dæk jorden

Mange vil vide, at jeg ikke bryder mig om bar jord, og hvis der er en bar plet, skal den dækkes. I bunden af haven er et bed, hvor jeg på min fototur så blotlagt jord. Den får ikke lov til at ligge hen særlig længe. For en af dagene vil jeg flytte nogle af de smukke bronzeblad, der er fantastiske bunddækkere, til netop denne plet bare jord.

De er nemme at grave op og flytte. Bronzeblad skyder nemlig fra knolde, der ligger i jordoverfladen. Nogle gange sker det, at stænglerne knækker, når jeg graver knoldene op. Men det betyder ikke noget. De skal nok skyde igen næste forår.

Støt liljerne

Her i august nyder jeg også den underskønne lilje ’Black Beauty’, der i knopstadiet står fint oprejst. Men når blomsterne folder sig ud, tynger de så meget, at man risikerer, at de vælter. Derfor støtter vi liljerne med rundjernspinde, som er mit eget design. I toppen er et øje, der er praktisk til opbinding af nogle planter, men først og fremmest gør øjet, at man ikke kan stikke sig.

Hold frodigheden i skak

I august gør mange af planterne, som de selv vil, og det betyder, at bedene godt kan blive lidt vilde og viltre. Her har jeg to tips, der holder frodigheden i skak: Det ene går ud på at sørge for, at alle gang-arealer er helt fri for uønskede vækster, for eksempel græstotter, mælkebøtte-rosetter og andre selvsåede planter. Vi luger med germansk grundighed, og her er fugerenseren/den smalle håndhakke uundværlig.

Det andet tip handler om at holde hækkene helt skarpe;

Rette linjer

Jeg bliver helt salig, når min gartner – Preben – klipper havens hække. Her er han en sand mester …

Den helt store tørn tager Preben midt i juni måned, og det er et rigtig godt tidspunkt, fordi nyvæksten begrænses. Jeg er klar over, at mange venter med at klippe, til eventuelle redebyggende fugle har forladt hækkene, men vi tager os blot i agt for ikke at forstyrre dem.

Havens hække er dels bøg, dels taks. Sidstnævnte gror så langsomt, at man næsten ikke ser nogen nyvækst hen over sommeren. Alligevel bevæger Preben hækklipperen hen over toppen midt i august, så den bliver så skarp, at man næsten kan skære sig på den. De helt rette linjer er et kærkomment modspil til augusts frodighed. Ja, som sagt: Jeg bliver helt salig.

God fornøjelse med augusthavens gøremål.

Har du endnu ikke hentet min Så- og høstkalender, kan du gøre det her. Se også Julihavens Gøremål eller gå på opdagelse i alle tips og idéer.

Du besøger lige nu den danske side.
Klik på et flag for at vælge din lokalitet.