Hvis du handler for kr. 499,00 mere, får du gratis fragt til pakkeshop

Emner

Havens gøremål: Februar

Så er det februar. Dagen er allerede blevet to timer længere, og jeg ved, at vi er mange, som længes efter at komme i gang i haven. Der er en del ting, som du kan gøre allerede nu. For eksempel:

Få flere vintergækker

Vintergækker er en af de første forårsbebudere i haven, og hvert år er det en stor glæde, når de begynder at titte frem.

Hvis du gerne vil have flere vintergækker – og måske ligefrem drømmer om et helt tæppe – er det en god idé at dele løgene. Har du ikke selv en bestand, kan du måske spørge i venne- eller familiekredsen.

Grav en større klump op og nyd den evt. inden døre i en potte eller lignende. Del den i små grupper med tre-fem løg i hver, når blomsterne takker af. Plant disse små nye grupper tilbage på steder, hvor du ønsker flere vintergækker, med cirka 5 cm mellem hvert løg. Så er der plads til, at de enkelte løg kan dele sig. I løbet af et par år eller tre er der en ny stor gruppe, som igen kan deles.

Det handler om livslang læring at skabe – og ikke mindst vedligeholde – et staudebed. Blandt andet er det vigtigt at ’forynge’ stauderne ved at dele dem.

Klip stauder ned

Der er mange holdninger til, hvornår man bør klippe stauder ned, men februar et godt tidspunkt. Og med prydgræsser haster det faktisk, hvis du ikke vil beskadige den nye vækst. Her må du af samme grund ikke klippe for langt ned – højst 5-10 cm over jorden.

 

Del stauder

En nem måde at få flere planter på er at dele stauder. Når stauder får en vis størrelse, vil de ofte blive bare i midten, så har de godt af en ‘foryngelseskur’.

Har du set min staudespade?

Driv grene

Jeg kan godt savne at kunne plukke blomster i haven. Men heldigvis er der allerede nu mulighed for at skabe lidt forår inden døre ved at drive grene fra haven.

De grene, der er mest velegnede til drivning, er de, der naturligt springer tidlig ud: For eksempel forsytia, kirsebær, troldnød, hassel og kornel.

Det en god idé at lade grenene akklimatisere i et køligt rum et døgns tid, inden de bringes helt ind i varmen.

Det er et helt mirakel, når de gule forsythia-blomster springer ud inden døre allerede i februar.
Se udvalget af vaser

Dyrk armchair gardening

Dette skønne engelske udtryk dækker over flere ting; blandt andet at gå på jagt i frøkataloger og på hjemmesider for at planlægge den kommende sæson. Her ’tillader’ jeg mig at anbefale mit eget frøsortiment, der fås i Bilkas Havecentre. Sortimentet omfatter 32 udvalgte sommerblomster, der alle er velegnede til dyrkning i potter og krukker.

En anden dejlig beskæftigelse er at læse havebøger.

Gør drivhuset rent

På en dag med godt vejr er det oplagt at gøre drivhuset grundigt rent. Her kan jeg godt selv lide at være på forkant, så der er ryddeligt og pænt, inden jeg går i gang med det store så-arbejde.

Her ses en dahliaknold, der har det rigtig godt; saftspændt og sund. Og som det fremgår, er den allerede begyndt at spire.

Se til dahliaknoldene

Det er ved at være tid til at kigge til eventuelle overvintrende dahliaknolde. Har de det godt? Det kan du altid kontrollere ved at ridse lidt i ’barken’. Indenunder skal knolden være frisk og let fugtig. Virker den tør og let indtørret, kan du spraye med en forstøver.

Overvej evt. at udvide sortimentet. Lige nu er der mange fristelser i havecentre og på nettet.

Dahliaer er fantastiske planter, som blomstrer langt ind i efteråret, hvor de giver farve og masser af blomster. Nogle afholder sig fra at dyrke dahlia, fordi de skal graves op inden frostens komme, men hvis du, som jeg, dyrker dine dahliaer i krukker, er dette arbejde overskueligt.

Se også havens gøremål i januar og marts eller download min Så- og høstekalender.

God fornøjelse med februarhavens gøremål.

Du besøger lige nu den danske side.
Klik på et flag for at vælge din lokalitet.